Menu Luk

Nytårshilsen 19/20

Nytårshilsen fra Gadstrup IF

Årets gang i Gadstrup IF byder på mange forskellige muligheder for aktiviteter, events og oplevelser for hele familien!

I 2019 blev der således arrangeret fastelavn i Ramsø Hallen med stor opbakning fra hele 4621. Rigtig mange børn fik sved på panden i de tre aktiviteter gymnastik, håndbold og fodbold inden tøndeslagningen gik løs. Efter sommerferien har vi Gadstrup Dagen, som er en dejlig aktiv dag for hele familien. Alle afdelinger holder ”åben hus”, så alle aktiviteter kan prøves af. Derudover er det ”hjemmebane dag” for fodbold afdelingen og i år var dagen udvidet med bagagerumssalg og veteran motorcykler og biler. Halloween efterårs arrangementet i samarbejde med bl.a. Dagli’ Brugsen Gadstrup, er det 3. større arrangement, der arrangeres under GIF’s vinger. Det må siges at være blevet til en dejlig tradition med masser af (u)hyggelig udklædte børn og voksne, som tager en god tur rundt i Gadstrup og ser alle de oppyntede huse. Tak til deltagere, arrangører og tovholdere samt frivillige på selve dagen for disse aktiviteter.

Året 2019 bød også på nye tiltag i GIF og i afdelingerne. Således har bl.a. bordtennis set dagens lys i Gadstrup Gymnastik, hvor man siden sommerferien har kunne gå til bordtennis (målgruppe 4-6 klassetrin). Men også hos senior idrætten under Gadstrup Motion er det muligt at lave nogle hurtige bordtennis slag og trin hver onsdag formiddag. Fredagssjov er seneste hit i Ramsø Hallen. Et par timer fredag aften, hvor hele familien kan få lidt sjov bevægelse og sved på panden. Der er noget for enhver smag – E-sport, elektroniske biler og droner, bordtennis, crossfit, badminton, fodbold, floorball og mulighed for at sidde på sidelinjen med en kop gratis kaffe. Til de aktive er der gratis frugt og vand fra Dagli’ Brugsen Gadstrup. Det er planen, at det skal afholdes 1 gang pr. kvartal. Vi afholdte første omgang fredagssjov i november 2019, så nu skal vi til at planlægge næste omgang i dette første kvartal 2020.

Udvidelsen af Ramsø Hallen fik langt om længe vinger at flyve på i 2019. I juni 2020 er det planen, at den nye udvidelse står klar til at rumme Gadstrup motion med spinnings lokale, fitness lokale og crossfit lokale. Derudover en ny ”spejlsal”-rytmesal samt et multi-fleksibelt rum, som kan bruges i forbindelse med ”spejlsalen” eller stå alene til f.eks. E-sport, forældremøder, brætspilsaftener og meget mere. Opholdsfaciliteter bliver også opgraderet til at være et åbent miljø med mulighed for at købe en kop kaffe, snacks mv. i automater men også et anretter køkken, som de enkelte afdelinger kan ”booke” ind på til f.eks. fællesspisninger, hjemmebane dage mv. Hvordan den endelige bookingmodel bliver, er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, men godt bliver det! Det var derfor en fornøjelse at være til rejsegilde i november og få nået denne milepæl indenfor idræt og bevægelse for hele 4621. Vi glæder os umådeligt meget til juni 2020!

2019 blev også året, hvor 4621 blev nomineret og udvalgt til Zebra by. Og hvad skal vi så lige bruge det til……Gadstrup IF har deltaget i det indledende arbejde og bakker op omkring de idræts- og bevægelses initiativer, som arbejdsgrupperne har valgt at arbejde med. Det er nogle gode tiltag generelt og helt sikkert et positivt plus til hele 4621. Det bliver spændende at se, hvad der bliver det endelige udbytte. Det skaber forhåbentlig nogle friske syn på byen, nye samarbejder på tværs af organisationer, institutioner, foreninger og det lokale erhvervsliv, og hvis vi er rigtig dygtige og lidt heldige, nogle nye frivillige sjæle, som vil bidrage til det samlede 4621 lokalsamfund.

Gadstrup IF har 7 afdelinger: Tennis, Billard, Badminton, Gymnastik, Motion, Håndbold, Fodbold. Nogle afdelinger er større end andre, men vi sætter lige stor pris på alle store som små. Mangfoldighed og varieteten af muligheder er vigtig selv i et mindre lokalsamfund som 4621. Håndbold og fodbold er i bredt samarbejde med Viby IF’s afdelinger for samme, da holdsport godt kan have det lidt svært i ”dagens Danmark” i de mindre bysamfund. Der bliver arbejdet hårdt og intens i begge sportsgrene for bedst mulige samarbejde og ikke mindst udvikling og fastholdelse af alle spillere. Hermed en stor opfordring til at bakke op lokalt omkring holdsporten for bedst mulige bysamfund, udvikling og fastholdelse af borgere for deres bedste idræts- og bevægelsesmuligheder. For så kan vi (VIF og GIF) i samarbejde med de lokale institutioner også bedre trykke politikerne på maven bl.a. for bedre transportforhold på tværs af Viby og Gadstrup.

Som afslutning en stor, stor tak til alle de frivillige i afdelingerne under Gadstrup IF, instruktører, trænere, bestyrelsesmedlemmer, tovholdere, chauffører, kagebagere, vaske”koner” og alle, der generelt er med til at få ”hjulene til at køre rundt”. Tak til vores faste sponsorer, Snoldelev Maleren og Tømrer/snedker mester Henrik Blom Frederiksen. Tak til Lions Ramsø og Viby Genbrug, som altid faste støtter både til Gadstrup IF og vores afdelinger. Tak til Dagli’ Brugsen Gadstrup for mange gode og relevante sponsoreringer af frugt, vand, fastelavnsboller mv. Tak til alle jer, der har et OK benzin/diesel kort og evt. mobil samt el og har valgt at støtte Gadstrup IF.

Godt nytår!
Helle Eriksen, Formand Gadstrup IF