Menu Luk

Nytårshilsen

Nytårshilsen fra Gadstrup Idrætsforening

Så er 2014 ovre og 2015 står for døren. Vi har i 2014 endnu engang haft et godt og aktivt sport år i Gadstrup IF. I foråret kom der ny formand til, hvilket altid præger en forening i en eller anden grad. Således har 2014 været et år, hvor afdelingerne i GIF har været med til at vidensdele og informere samt introducere nye ideer og tanker for idrætslivet i og omkring Gadstrup og Snoldelev. Afdelingerne i GIF er alle gode aktiver for lokalområdet. Der er idræt for enhver, både i alder, køn og vægtklasse samt bredde og elite muligheder.

Klik dig nemt videre til de enkelte afdelinger her

I 2014 blev den meget omtalte haludvidelse desværre ikke fastholdt i Roskilde kommunes budget, hvor første spadestik skulle have været i 2015. Haludvidelsen er fortsat i kommunens grovbudget og er nu sat af til 2018. Processen for haludvidelsen har været mange ting igennem. Ikke mindst en markant ændring undervejs af projektet som helhed. Næste step er at fastholde processen i gear og få tingene kørende frem mod 2018, hvor vi alle som borgere i Gadstrup/Snoldelev området kan få gavn af nye muligheder og tiltag i fin overensstemmelse med de eksisterende faciliteter.   2014 har igen bragt medaljer til afdelingerne. Både gymnastik og motion har hentet metal ved både DM og EM. GIF ønsker endnu engang afdelinger og medaljetagere tillykke med de flotte resultater. Vi ved, at I alle arbejder og træner hårdt og intens for at opnå gode resultater.  Tak for jeres engagement og indsats. Nogle af vores afdelinger har ”tænkt ud af boksen” og fundet sammen i samarbejder i lokalområdet. På den ene side er det ærgerligt, at der ikke kan samles et hold eller årgang inden for en idræt, på den anden side gavner nye input, fællesskaber og samarbejder i nærområdet altid til flere og nogle gange større oplevelser. Vi håber, at de nye tiltag skaber et godt og solidt grundlag for idrætten i Roskilde Syd, hvor vi sammen kan arbejde for optimale idrætsmuligheder for borgerne i Roskilde Syd. Vi ønsker alle godt og sundt samarbejde, hvor idrætten kan trives i fin overensstemmelse med de nuværende afdelinger og faciliteter. Skolereformen……er det godt, er det skidt, tager det bare tid at vænne sig til, er det en trussel for foreningerne, hvor gør det gavn, hvor spænder det ben for hinanden og mange flere spørgsmål trænger sig på, her et halvt års tid inde i reformen. Gadstrup IF har punktet på dagsordenen og er i jævnlig dialog med skole, kommune, andre idrætsforeninger mv. Indtil videre har det ikke haft en væsentlig faktor for afdelingerne, men allerede nu har vi konstateret et par områder, hvor foreningerne er blevet udfordret. Opgaven for 2015 bliver fortsat at have punktet i gang og holde dialogen på tværs af kommunale islæt, medlemmerne, trænere/ledere og hovedafdelingerne i idrætslivet.

Afslutningsvis skal der lyde en tak til vores sponsorer igennem 2014, Viby Genbrug, OK, Gadstrup Dagli’Brugs. Vi ser frem til 2015, hvor vi vil fortsætte med at profilere idræt i og omkring Gadstrup/Snoldelev til gavn for alle borgere i Roskilde Syd. Måske man vil se nye tiltag allerede i 2015….der arbejdes på at optimere Natsport og ikke mindst at få etableret en fast årlig Gadstrup Idrætsdag, hvor alle afdelingerne vil vise deres sport frem til alle fremmødte.

Velkommen til 2015, et godt og aktivt nytår ønskes til jer alle.